Danskerne køber mere økologisk, og bruger mere alternativ
medicin end nogensinde før. Vi går op i tilsætningsstoffer og kemikalier, og
betaler ekstra for de varer der er uden. Vi drømmer om bofællesskaber med fokus
på miljøvenlighed og og økologi, med fællesspisning og god plads til fritid og
vores børn. Vi prioriterer sundhed og livsglæde højt på vores købestærke
budgetter, og alligevel skal vi grines af og udstilles, som i DR2’s TEMA ’de perfekte
mødre’. Det er som om at vi ikke opfører os som ordenlige forbrugere, og der
caters kun modvilligt til vores pengepung.
Jeg er universitetsuddannet homøopat. Jeg tog min uddannelse
i London, da jeg var midt i livet. Inden jeg blev homøopat, var jeg
trendforecaster og arbejdede med forbrug. Jeg prøvede at manipulere dig til at
bruge flere penge når du stod i butikken, og jeg prøvede at regne ud hvordan vi
bedst kunne får fat i de penge kom til at tjene i fremtiden også. Jeg tog på
arbejde hver dag for finde snedige metoder til at få dig til at forbruge mere.
Men efter en personlig tragedie, føltes dette arbejde hult og meningsløst, så
jeg sadlede om efter en længere tænkepause. Og da jeg begyndte på det ambitiøse
4 årige studie i homøopati, virkede dette valg fuldstændigt logisk, selv med
mine trendforecastingsbriller på.
Jeg boede på dette tidspunkt i velhaverkvarteret Chelsea i
London. Her bor fodboldspillere, franske forretningsmænd og deres tynde koner,
trust fund babies, Mr. Bean, Kylie Minoge også sådan nogle som os: Den
ambitiøse, akademiske mellemklasse med fede jobs eller succesfulde selvstændige
virksomheder. Vores børn gik i privatskoler, vi havde personlige trænere, fik
ordnet negle, fik supermarkedvarerne leveret til døren og ejede en feriebolig.
Vi var i høj grad forbrugere og det forbrug der altid var undskyldt, var det
der påvirkede vores sundhed: Det blev aldrig diskuteret om varerne skulle være
økologiske og det blev aldrig diskuteret vi skulle have de der dyre kosttilskud
eller ej. Vi havde en fuldstændig logisk indstilling til at vores mad skulle
være sundt, vores omgivelser skulle være kemifrie og vores foretrukne medicin
rakte langt bredere end det gratis offentlige tilbud.
Her levede jeg på alle måder det liv jeg vile observere som
trendforecaster, for at få en ide om hvad fremtiden vil bringe. Og det er med
stor undren at jeg ikke ser denne trend, med hang til en alternativ livsstil,
udmalket noget mere. Tværdimod, det er en trend der modarbejdes og ignoreres,
lige indtil den ikke kan undgås mere.
Jeg har aldrig helt rigtigt kunne forstå hvorfor de
velkendte varer fra helsen, tager så langt tid om at finde vej ind på
supermarkeders hylder, selv efter verdens største Tesco (den supermarkedkæde i
England, hvor hvert 8. beskattede pund forbruges) intergrerede en hel
helskostbutik i deres gennemanalyserede kvadratmeter. Jeg forstår ikke
modarbejdelsen af evidenbaseret alternativ medicin. Jeg forstår ikke
håndteringen af vores børns uddannelser. Og det mest utrolige er at vi er så mange
der har det på samme måde, og at vi helt åbenlyst er en voksende gruppe af
mennesker. Det er os der får salget af økologi til at stige i
dagligvarebutikkerne. Det er os der bliver trætte af lægen og bruger beskattede
penge på dyre alternative behandlingsformer, et forbrug der stiger med cirka 6%
om året.
Og vi er skam også kloge nok til at se og forstå at vores
politikere i dag sidder og fedter for nogle grådige kapitalister, der leverer
varer til et døende marked, alt imens de købestærke forbrugere, nu og i
fremtiden, bliver overset i griskhedens navn.
Det eneste der tæller er næste års budget, alt i mens vi
sidder en masse her og bekymrer os om de næste generationer. Men det er som om
vi er blevet en slags undergrund. Et parrael samfund hvor vi gladelig smitter
vores uvaccinerede børn med mæslinger, spiser vores moderkager, ignorer rådet
fra egen læge om vaccine og medicin, og vel at mærke betaler klækkeligt for
fornøjelsen.
Vi drømmer om et liv med mere fritid, mindre stress, mindre
forbrug, mere samvær, mere alternativ medicin og mere økologi. Vi vil have gode,
naturlige fødseler, god tid hos lægen, god mad til de gamle, lærere med
overskud til vores børn og rummelighed overfor flygtninge. Og det som måske er
svært at se udefra er, at når man først har fået det sådan, så vender man ikke
tilbage til de gamle forbrugsværdier igen. Det er som en kontakt der ikke kan
klikkes tilbage, så vi bliver flere hele tiden. Og vi er forbrugere, borgere og
stemmeberettigede.
Men hvor skal pengene komme fra til denne forkælede livsstil
spørger politikeren så helt sikkert?
Jo nu skal du høre her: Skær ned på forsvars budgettet. Lad
de internationale virksomheder betale den skat de burde. Send de kronisk syge
til behandere der kan gøre dem raske og giv plads til iværksættere. Det som i
gør nu, er at hælde penge ned i et endeløst hul. En krig der aldrig stopper. Et
sundhedsvæsen der gør os mere syge. Kontanthjælpsmodtagere er er passificerede.
Vi er sådan set allerede i gang, og jo før vores politikere
og indutrier ser det, jo mindre benspænd vil de opleve og jo bedre vil deres
omsætning blive.
Med mine gamle trendforecastingsbriller på kan jeg se det
kæmpestore oversete hul i markedet, som ingen rigtigt forstår at tage
alvorligt. Et marked som langt fra er færdigt med at vokse. Og vi klarer os jo.
Vi har vores egen systemer hvor vi informerer hinanden. Men det er fandme synd
og skam. For skal vi virkeligt flytte noget, så skal vi løfte i flok, dvs
forbrugere, politikere og industrien sammen. Og forbrugeren er klar, også må vi
bare vente på industrien og vores politikere bliver det samme.
Hilsen, Mette Mitchell
